6. Den dag jeg blev overhalet af en kænguru.
Hans-Ole Ketting har skrevet denne historie:
Stedet er Mount Kooyoora i Australien og anledningen er WMOC 2002 i oktober måned. Vi var nogle stykker fra de nu nedlagte firmaklubber i KFIU + FKBU (bl.a. Tom Neesgård, Jytte Eltang og Gert Krauthammer) der var taget sammen med turarrangøren Per Nordahl på en større tur "Down Under" til Australien og New Zealand i omkring 3 uger. Hovedaktiviteten eller undskyldningen for at tage af sted var at World Masters Orientering Championship blev afholdt i byen Bendigo ca. 100 km nord for Melbourne i det sydlige Australien og der havde vi ikke lige været. Edith var også med, dog uden at løbe.
På orienteringsfronten var der også udfordringer. Selve løbene gik over flere dage hvorefter der var finaler efter hvordan det var gået tidligere. En koncept som er velkendt. Jeg endte i B-finalen i H55 hvilket var fint nok for mig. Inden finalen var der dagen før besigtigelse af et lignende terræn som blev brugt i finalen. Kortet havde været brugt til et VM i 1985 så området var ikke for tøsedrenge. Man fik udleveret et kort og så kunne man selv gå en tur og prøve at finde nogle poster og vænne sig til terrænnet og korttegningen. Det var ikke den store succes. Selvom man bare gik i et adstadigt tempo lykkedes det ikke at finde ret mange poster i det særprægede område, som bestod af gamle nedslidte sandsten som nogle steder var helt bare, og nogle steder var dækket af lav bevoksning. Der var vist nok to forskellige signaturer, men det hjalp ikke ret meget. Det var derfor med nogen bekymring jeg så frem til finalen dagen efter. Kunne jeg nå hjem indenfor maksimaltiden på 2 ½ time.
På turen oplevede vi mange spændende ting bl.a. at de australske håndvaske ikke har nogen overløbssikring, som er lovbefalet i Danmark. Det betød at en dag hvor vi forlod vort hotelværelse på 2. sal uden at lukke vandhanen ekstra hårdt, som man skulle i gamle dage med halvtætte gummipakninger, var der efter en hyggelig middag sammen med de andre på holdet, svuppende væg til væg tæpper på værelset da vi kom hjem, fordi vasken var løbet over i mellemtiden. Der lå et par sokker i vasken til håndvask, derfor var der prop i afløbet. Svært brødebetyngede måtte vi gå ned i receptionen og meddele det hændte, overbeviste om at vi nok havde pådraget os et stort erstatningsansvar med vandskader helt ned til kælderen, og ville blive sendt hjem med næste fly. Stor var da overraskelsen da receptionisten meddelte at hotellet ville fremskaffe en rumaffugter og ellers hjælpe os hvis der var noget de kunne gøre. Det var åbenbart ikke første gang det skete, der på stedet.
Allerede fra starten kneb det med at finde ud af det, og som vejvalget viser, fandt jeg post 2 først. Det kostede lidt tid men så kunne jeg jo nemmere finde tilbage til post 1 og tage post2 igen. På vejen mødte jeg nogle nordmænd, men de var ikke til megen hjælp, tværtimod grinede de bare af en dansker der var faret vild i ødemarken. Nå men jeg måtte videre mod post 3 som lå ved foden af en lille høj omgivet af løse sten og klippeformationer i forskellig størrelse. Der var ikke lige et sidste sikkert udgangspunkt til denne post. På strækket nedover mod posten mødte jeg en pige fra Baltikum og vi blev hurtigt enige om at det her var vældig svært af få hoved og hale på. Der var ikke andet at gøre end at tage det stille og roligt og så håbe på at der dukkede noget genkendeligt op i nærheden af posten. Der gik nok ½ time uden at nogen eller noget viste sig, og jeg var ved at give op da jeg besluttede mig for at opsøge den bæk der lå 300 m nord for posten og havde en sidegren tilbage mod posten.
Det kunne måske blive min redning. Som besluttet løb jeg ned til bækken som viste sig at være næste udtørret da det var forår på det tidspunkt. Herefter fulgte jeg den baglæns indtil sidegrenen kom. Nu var det hele så indtørret at man kun kunne se misfarvningen på klipperne, men ved at fortsætte indtil den også var forsvundet var jeg så tæt på posten at det lykkedes at finde den. På vej mod post 4 skulle jeg igen ned forbi bækken og herfra videre over en sti med udlagte væskedepoter. Det var her at kænguruen kom løbende, men den blev ikke særlig bange for at møde en o-løber der havde været på afveje. Det var nok ikke første gang. Resten af banen gik uden for mange bom og endnu engang lykkedes det at komme under max tiden selvom det så sort ud en overgang. Det var starten på udenlandsture med Per Nordahl til WMOC hvor en del af klubbens medlemmer har deltaget gennem årene.