Medlemmerne har ordet:
Hvor skal FSK Orientering hen?
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl.
 
Jeg er medlem af FSK-Orientering af én grund: Jeg vil gerne løbe orienteringsløb.
 
Jeg kan kun tilslutte mig Karl Aages betragtninger - og selvfølgelig skal vi da primært være en orienteringsklub under DOF.
Hvad der ellers sker i FSKBH - er jeg fuldstændig ligeglad med.
For mig handler det udelukkende om orienteringsløb i en klub, som Karl-Aage beskriver den under punktet "En rigtig O-klub".
 
Vi skal markere os i DOF på grund af vor deltagelse i forskellige arrangementer og vore sportslige præstationer.
Dermed skal der også være fokus på og prioritering af divisionsmatchen.
Det er ikke uden grund, at vi pt. løber i 3. division. Det har vi gjort os fortjent til.
Vi er dog ikke kommet sovende til deltagelsen i 3. division.
Det har krævet en kæmpe indsats fra nogle ildsjæle, som har påtaget sig den opgave, at ville stille det bredeste og bedste hold, vi kunne skrabe sammen.
Der er blevet ringet til medlemmer, som havde "glemt" at tilmelde sig til disse vigtige løb. Der er til sidste minut blevet rykket rundt på deltagerne på de forskellige baner, for at vi skulle være så stærke på dagen som overhovedet muligt. De tilmeldte er - med meget få undtagelser - mødt op på dagen og har præsteret deres bedste. Dvs. der har været meget stor opbakning til divisionsmatcherne.
 
Jeg forstår derfor ikke bestyrelsens (udvalgets) beslutning om at ville styre det hele (fx tilmelding via O-Service).
Hvorfor ikke uddele opgaverne til de personer, der gerne vil gøre et stykke arbejde, som gerne vil tage ansvar og som tager initiativer til gavn for klubben.
Det har jo fungeret rigtig godt indtil nu.
 
For at styrke klubånden er det bl.a. en forudsætning, at vi kan finde hinanden ude til løbene. Her tænker jeg ikke på de interne klubløb, for det er til at overskue, men på DOF-løbene rundt om i landet.
 
Lad os få prioriteret en klubstander, så vi kan finde hinanden.
Lad os få gang i de nye løbedragter - og skrotte de gamle - så vi kan fremtræde som en professionel klub.
Lad os få lavet en slags turnus på klubteltene, så vi har et sted at være - også i dårligt vejr. Her kan vi så også lave opslag om kommende aktiviteter, spændende løb o.lign.
Lad os få del i arbejdet med at skabe/genskabe en rigtig god klub med traditioner.
Lad os beholde initiativ, medbestemmelse og ansvar.
 
---------Lad os få løbet en masse gode O-løb!
 
Fortsat god sommer
Gitte Gefke Hansen - Nordea