Med henblik på det forestående medlemsmøde d. 24. okt. har jeg en række forslag i tankerne. Jeg vil gerne fremlægge dem her, så medlemmerne kan forholde sig til det.
I formandens beretning fra 9.feb.10 (cf. hjemmesiden) nævner han bestyrelsens intentioner om at nedsætte en række arbejdsudvalg/ansvarsområder, og jeg har tænkt på følgende nye områder:
1. Lad os få uddelegeret en ansvarshavende for interne løb, en konsulent/administrator der kan lave lister, kontakte/kontaktes, henvise, hjælpe etc.
2. Lad os få uddelegeret en sportslig ansvarlig, der sætter hold til div.match, ansporer til bedre løbsteknik og animerer til løbsinteresser og fælles løbsture i "det fremmede" som f.eks. Jylland, Bornholm .
3. Lad os få uddelegeret en ansvarshavende for en up-to-date drejebog for løbsarrangementer, lidt ligesom til Skovcup. Der ligger meget materiale tilgængeligt forskellige steder. Med en sådan drejebog ville vi have kunnet undgå de mange, mange fejl og frustrationer ved C-løbet d. 22. aug.
4. Lad os få uddelegeret en ansvarshavende for klubtøj, der tager sig af en god aftale med Henning O-butik om salg af blå dobbeltstof bukser og som tager sig af indkøb af trøjer til vore mavestærke medlemmer der ikke er til slimline?
5. Lad os få uddelegeret en ansvarshavende, der tager sig af børne-/ungdomsløbere med tilhørende funktionslederadgang til o-service?
6. Lad os få uddelegeret adgang/password til o-service til dem der har brug for det i deres arbejde for klubben. Hvorfor skal o-service adgang alene ligge hos E'lisa til stor frustration for mange løbere? Kredsledelsen bad om at få ryddet op i tilmelderantal, ok; men derfra og til at sige at kun E'lisa skal have adgang, og dermed gøre det superbesværligt for mange, er ikke noget kredsledelsen blander sig i. Det har fungeret fint og uden fejl i KFIU i mange, mange år.
7. Lad os få uddelegeret en anden ansvarshavende for lånebrikker, f.eks. så to nye løbere i DM w/e her i sept. ikke skulle stå fortabte og alene uden den bestilte brik både lør. og søn.
8. Lad os få uddelegeret ansvarshavende til de mange funktioner der er påkrævet til vort store arrangement i d. 22-5-11, hvor vi kan forvente en 700 deltagere? I mine øjne skulle det have været i fuld gang allerede nu.
9. Lad os få uddelegeret ansvarshavende for aktiviteter, så medlemmer af de to tidligere klubber kan lære hinanden bedre at kende?
10. Lad os få uddelegeret en ansvarshavende for vandrepokalerne. Deres historie, regler, formål m.m. i vor nye klub.
Dette er ikke ment som brok, men som nye, positive ideer der kan være til gavn for klubben.
Lise Kolte-Olsen