7. Fællessang og O-løb:
Karl Aage Hald har skrevet denne historie:

D. 16. april havde dronning Margerethe 80 års fødselsdag. Det blev, pga. Corona-virus, fejret på en anderledes måde.
I fjersynet var der morgensang, og senere var der en masse fællessang. Det gav mig ideen til denne historie.
En gang i 1980'erne (eller var det før?) hørte jeg et radioprogram om Ø-lejre, der var oprettet af kulturministeriet.
Det lød ret spændende, og jeg meldte mig til en uges ophold på Vejlø i Nakskov fjord. Vi var indlogeret i nogle store
fællestelte, og ellers nød vi det gode vejr. De næste par år var jeg på flere Ø-lejre med forskellige emner fra kunst til alternativ energi. Men der var et problem, hver aften var der et meget hyggeligt lejerbål med fællessang mm.
Fællessang er ok, men det hjælper hvis man kan huske nogle af teksterne, så på et tidspunkt besluttede jeg at forberede mig ved at lære teksterne til 2 folkesange. Det blev "Roselil og hendes moder" og "Tingluti Tangluti", hvorfor det netop var dem, og om jeg fik brug for dem, kan jeg ikke huske i dag.
Alting har sin tid, og jeg så mig om for at få noget andet at lave i sommerferierne. Igen ved et tilfælde så jeg en reklame for en O-løbstur til "De Canadiske Mesterskaber" og "Stillehavsmesterskabet". Turen var arrangeret af Per Nordahl og gik til Canada og USA. Den strakte sig fra d. 2. august til d. 20. august 1990. Jeg meldte mig til, og d. 2. aug. fløj vi til Vancouver. Næste morgen startede en bustur på flere tusind kilometer, dog opdelt i flere etaper. For at kunne foretage mig noget under dem, havde jeg indkøbt en walkman med indbygget radio.  I bussen startede jeg straks med radioen og hørte, at der var sket noget stort i verdenen; men jeg blev ikke klar over hvad det var.
Kan du for øvrigt huske hvad der skete d. 2. august 1990? Se svaret her. Alle der har rejst med Per Nordahl ved,
at man taber al kontakt til omverdenen, der sker simpelt hen så meget.
Det var en fantastisk oplevelse, men det er en anden historie.
Turen til Canada og USA gjorde at jeg skulle med på en anden tur. Det skete med turen til Australien og New Zealand fra d. 20. december 1991 til d. 15. januar 1992.
Der er ret langt til Australien, vi havde også en overnatning i Singapore. D 22. endte vi i Cairns ved "The Barriere Reaf". Her skulle vi bl.a. fejre jul. Det skete på Fitzroi Island. Her spiste vi julemiddag under et halvtag. Dresskoden var T-shirt og korte bukser. Svenskere er gode til det med julesange og den slags.
Næste stop var New Zealand, hvor vi skulle løbe 5 O-løb og holde nytårsaften. Det skete Waiuku Rugby Football Club. Vi var ca. 150, og der var et lignende antal deltagere der rejste med en anden rejsearrangør.
Klokken blev 24. Et par hundrede svenskere samledes og sang "Du gamla du fria". Så var det 50 nordmænd der sang "Ja, vi elsker dette landet". Så blev der råbt på danskerne.
Jeg var den eneste fra Per Nordals gruppe. Fra den anden gruppe var der tre. Den ene havde dog "lugtet lunten" og var forsvundet. Tilbage var vi tre, der alle var medlem af KFIU Orientering, som sang "Der er et yndigt land".
På billeder ses fra højre Helle, Torben (der har skrevet historie 1) og undertegnede.
Vi så lidt mere af Australien og var et par dage i Sidney. Herefter gik turen til Tasmanien med Veterans World Cup,
et par følgeløb og sightseeing. Vi kom så frem til den sidste aften, der blev holdt på klipperne ved Bichino.
Som du kan se, er svenskere gode til julesange og sanglege.

Jeg tænkte meget over hvad jeg kunne gøre for at forsvare de danske farver.

Kædedans, med en person, kan nok ikke bruges.

Men så fik jeg ideen: Tingluti Tangluti.

Det viste sig, at jeg kunne huske det meste, så det gik fint.



Så gik turen hjemover, og da jeg kom hjem, skrev jeg et indlæg på KFIUs hjemmeside.
Der var 2 fra FKBU, Lone og Preben Skyggebjerg, der havde læst hjemmesiden, så de meldte sig også til næste tur, der gik til Scotland d 29. juli - 8. august 1994. I forhold til de tidligere ture, var denne tæt på, så turen foregik med bus. Bussen samlede os op ved Jyllingevej/Islevdalvej. Da jeg ankom (i god tid) holdt bussen der. Der var en plads bagerst i bussen, så jeg begav mig ned gennem den. Til min store overraskelse var der en del mumlen, og jeg hørte flere gange "Det er ham med sangen". Der var godt nok noget at leve op til.
Det var som sædvanlig en god tur, men der var ingen god mulighed for at synge sangen. Så på hjemvejen, på vej i  bussen over Sjælland, lånte jeg mikrofonen og sang Tingluti Tangluti nok en gang.
Det var sidste gang jeg sangTinglutu Tangluti i forbindelse med O-løb. Men mon ikke jeg kan synge den igen, ved et FSK arrangement, hvis I er med på at synge omkvædet.
I kan se teksten her, så I kan øve jer.
Da jeg kom hjem fandt jeg ud af, at Saddam Hussain havde invaderet Kuwait, taget gisler mm.
Det var det der senere udløste den 1. Irak krig.
Jeg har taget dette med i historien, da det påvirkede mig meget.
Jeg havde netop været på arbejde i Bagdad og var kommet hjem
d. 6. juli 1990.